Replik til en Flådeplan

Replik til Atlantsammenslutningens ”Atlant Info” nr. 7, august 2024

Generelt

Først og fremmest en stor tak til Atlantsammenslutningen for at udgive et bud på en Flådeplan, der både tager afsæt i den geo-strategiske- og den teknologiske virkelighed, som vi befinder os i.
Der har i offentligheden været mange bud på, hvilke skibstyper det danske Søværn burde råde over i fremtiden, men kun få har draget ny drone- og våbenteknologi ind i mellemregningen. Ofte rækker fantasien blot til at skele til naboer og eksisterende internationale skibsprogrammer ud fra den antagelse, at man ved at koble sig på dem vil få hurtigere leverancer, der er bedre og billigere, fordi de andre som udgangspunkt er smartere end os, når det gælder design og konstruktion af orlogsskibe.
Atlant Info nr. 7 starter med at omtale rapporten fra ”Det Nationale Partnerskab for det maritime område”, hvilket giver god mening, da det jo er netop den rapport, der har som grundforudsætning - for alle de modeller der peges på - at der udarbejdes en politisk sanktioneret flådeplan, der rækker 20 - 25 år ud i fremtiden. Det i sig selv er en nyskabelse, der vil skabe en stabilitet omkring Søværnet og dermed Forsvaret, som ikke er set i nyere tid.

Den teknologiske udvikling

Droner

Atlantsammenslutningens analyse beskæftiger sig indgående med den betydning, som droneteknologien vil få for fremtidens maritime platforme. Der henvises med god ret til erfaringerne i den aktuelle krig mellem Rusland og Ukraine i Sortehavet, hvor den ukrainske Flåde har haft stor succes med brugen af droner og især de hurtige armerede overfladedroner, har fået stor bevågenhed. Det har også ført til, at nogle drager den konklusion, at sådanne droner gør traditionelle krigsskibe overflødige.

Her konkluderer Atlantsammenslutningen dog mere klogt og nuanceret, at droner skal ses i sammenhæng med overfladeskibe, en mulighed Ukraine dog ikke har haft, da deres Flåde blev beslaglagt af russerne allerede i 2014, da Krim blev annekteret. Der er helt sikkert ikke noget den ukrainske Flådechef hellere ville, end råde over egnede overfladeskibe, som kunne være moderskibe for både luft-, overflade- og undervandsdroner, så de kunne bringes tættere på deres mål, inden de angribes.

Så droneteknologien kommer ikke til at erstatte overfladeskibe, men den kommer til at ændre den måde hvorpå vi designer og anvender vores overfladeskibe. Fremtidens krigsskibe skal designes, så de kan opbevare, servicere, gen-lade, optanke og operere droner, hvilket først og fremmest kræver opbevaringsplads og tilstrækkelig stabilitet, men også den fornødne platformsintegration med skibets kommando- og kontrolsystemer (Combat Management Systems) og maskinkontrolsystemet (Integrated Platform Management System). Udviklingen af droneteknologi går imidlertid så hurtigt, at det ikke er nok at tage højde for de droner der findes i dag, men også for den droneteknologi, der måtte være til rådighed om 5, 10 og 15 år. Det betyder i praksis, at nye skibe ikke skal designes til specifikke dronesystemer, men derimod til dronemoduler, der hurtigt og uden langvarige tekniske opdateringer kan skifte indhold i takt med de operative behov og den teknologiske udvikling.

Et eksempel på denne tilgang til platformsdesign findes i Singapore Navy, hvor man har draget den fulde konsekvens af den droneteknologiske udvikling i det skibsprogram, som kaldes ”Multi Role Combat Vessel” forkortet MRCV og som netop er sat i produktion. MRCV-platformen er baseret på dansk design med en længde på ca. 150 meter og et deplacement på ca. 9.000 tons. Platformen er våben- og sensormæssigt udrustet som en fregat, men er samtidigt konstrueret og optimeret til at være moderskib for droner i alle tre domæner (luft, overflade og undervand) og den modulære infrastruktur er baseret på ISO-container standarder. Skibet kan gennem slisker i agterskibet håndtere bemandede og ubemandede overfladefartøjer på op til ca. 40 tons.

Et andet eksempel, hvor rollen som moderskib for droner og udstrakt brug af containeriserede- og modulariserede systemer er tænkt ind i designet fra starten, er det danske Patruljeskibsprojekt. Her er der dog tale om en noget mindre platform, der på samme måde som MRCV kan bære en kraftig bevæbning og facilitere droner i alle tre domæner, fordi den har den nødvendige opbevaringsplads og stabilitet, som samtidigt sikrer platformens operative relevans i hele dens anslåede levetid.
Det er derfor også opløftende, at Atlantsammenslutningens flådeplansanalyse peger på, at netop drone-moderskibs-perspektivet bør inddrages i overvejelserne om fremtidens platforme til Søværnet.

Missiler

Udviklingen inden for missilområdet adresseres også med god grund i analysen, dog synes koblingen til dansk kystbefæstning og mobile kystmissilbatterier ikke at være den mest nærliggende i den aktuelle Østersø-kontekst. Her kunne man i stedet have fokuseret på den kendsgerning, at russiske missiler affyret fra Kaliningrad – og for den sags skyld også fra Nordsøen - mod mål i Danmark overflyver havet hele vejen uden at overflyve andre allierede nationers landområder. Så vil man skabe et effektivt geografisk lagdelt luftforsvar af Danmark i de eksisterende trusselsakser, kan det kun ske ved at etablere en kombination af sø- og landbaserede luftforsvarssystemer.

I øvrigt må det landbaserede luftforsvar forventes at komme på et relativt kort beredskab, hvis det skal give mening og derfor bør en fremtidigt sø-baserede komponent placeres på de skibe, der gennemfører den kontinuerlige maritime suverænitetshævdelse i de danske farvande. Dette vil dels sikre en permanent dybde i luftforsvaret i Østersøen, dels skabe fleksibilitet i luftforsvaret omkring Danmark, hvis der ønskes dækning i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat.

Atlantsammenslutningens analyse peger også på ”Multi Domain Operations”, hvor sensorer og våben er koblet sammen i netværk på tværs af domæner og platforme samt på de amerikanske tanker omkring ubemandede såkaldte ”Arsenalskibe”, der kan udrustes med missiler, som affyres og styres af andre platforme, som eksv. fregatter eller F-35. Der er ingen tvivl om, at sådanne store ubemandede skibe bliver en realitet i fremtiden, men spørgsmålet er, hvor hurtigt denne udvikling vil gå, da den indebærer en række udfordringer, herunder ikke mindst juridiske og folkeretslige. Derimod er tankegangen omkring let bemandede ”Arsenalskibe” allerede nu teknologisk realisabelt og yderst relevant, men også det kræver skibe med opbevaringsplads og nødvendig stabilitet til de launchere, hvorfra ”Arsenalet” i form af missiler skal affyres.

Det vil således være både teknologisk muligt, operativt fornuftigt og relativt billigt, især set i et driftsmæssigt perspektiv, at udruste selv mindre enheder som de fremtidige danske Patruljeskibe med ”Deep strike” missil-launchere af samme type, som dem der allerede findes om bord på de danske fregatter. Det vil muliggøre, at et antal af cellerne i patruljeskibenes launchere efter behov kan allokeres til langtrækkende missiler, som kontrolleres og affyres af andre, herunder eksv. fregatter og F-35 samt kommandocentre i land.

Energivåben

Atlantsammenslutningens analyse tager også fat på en anden meget vigtig udvikling, som vil få indflydelse på fremtidens platforme, nemlig de såkaldte energivåben, også kaldet ”Directed Energy Weapons” eller ”Solid State Lasers” våben. Det er en udvikling, som må forventes at blive operativt tilgængelig allerede inden for de kommende 5-10 år.

Royal Navy har, som det også anføres i Atlantsammenslutningens analyse, meldt ud, at de påregner at deployere det første operative system allerede i 2027 og i USA har kongressen bevilget et større milliardbeløb i USD, der skal sætte turbo på udviklingen inden dette område. Initiativerne er først og fremmest drevet af de nylige erfaringer fra Rødehavet, hvor det er åbenbart for enhver, at nedskydning af droner til 50.000 USD med missiler til 10 mio. USD ikke holder i længden. Her vil færdigudvikling og anskaffelse af ”Directed Energy Weapons” eller ”Solid State Lasers” våben i fremtiden kunne sikre billig ”ammunition”, der med stor præcision kan nedskyde droner og formentlig også visse missiler.

Alt kommer dog med en pris. Energivåben kræver ikke overraskende forholdsvis meget ”energi”, men også masser køling. Det betyder, at installering i eksisterende krigsskibe i langt de fleste tilfælde vil kræve store modifikationer, så der kan skabes plads til generatorer, energilagring og køling. Så også denne teknologi stiller dimensionerende krav til fremtidige nye skibe i form af plads og stabilitet, som bør tænkes ind allerede i designfasen.

Afslutning

Atlantsammenslutningens bud på en flådeplan er forfriskende og et fint diskussionsoplæg, der har fat i nogle af de væsentlige og dimensionerende faktorer med relevans for Søværnet og Forsvaret.

Fælles for tre af de teknologiske gennemgange er, at de lægger op til anskaffelse af nye krigsskibe, hvor plads og stabilitet er afgørende, hvilket for skibe mindre end traditionel fregatstørrelse betyder, at man er nødsaget til at give køb på de traditionelle NATO-fartkrav alene pga. længde/bredde forholdet på platformen. Man vil derfor i fremtiden for de mindre enheders vedkommende komme til at se et skifte, hvor stor pay-load bliver prioriteret højere end stor fart. Til gengæld får man mulighed for at udruste selv mindre enheder med droner og missillaunchere, så de kan anvendes operativt i bl.a. danske farvande og hele Østersøen, dels som dronemoderskibe, dels som ”Arsenalskibe” og samtidigt have den fornødne kapacitet til selvforsvar mod truslen fra fjendtlige missiler og droner.

For de større krigsskibes vedkommende kommer udviklingen til at bevæge sig i retning af MRCV- programmet i Singapore, hvor man allerede nu har tager højde for at udviklingen inden for dronesystemer kommer til at gå stærkt og at det ikke må være de fysiske rammer på platformen, som skal sætte begrænsningen.

Det danske Søværn introducerede STANDARD FLEX-konceptet i 1989 og har mere end 30 års erfaring med styrker og svagheder inden for funktionel modularitet og lige nu er der 16 fregat- og moderskibsplatforme (MRCV) baseret på dansk skibsdesign under bygning på det globale marked. Atlantsammenslutningens analyse peger også på danske industrikompetencer inden for drone- og robotteknologi, som styrkepositioner, der kan udnyttes. Vi har således alle muligheder for at placere os i ”Pole Position” i f.t. det internationale flådemarked til gavn for Danmark, Søværnet og hele den brede danske maritime industribase.

Endnu engang tak til Atlantsammenslutningen og de to forfattere, Lars Bangert Struwe og Mikkel Vedby for at vove det ene øje og sætte gang i en vigtig diskussion.

Link til Atlant Info nr. 7 august 2024: https://atlant.dk/media/2987/den-danske-flaadeplan.pdf